Velkommen til Dansk Dahlia Selskabs hjemmeside
Siden er blevet oprettet med ønsket om at sprede viden om Dansk Dahlia Selskab, og ikke mindst den smukke, farverige plante som selskabet repræsenterer.
Dahliaen er en af de mest iøjnefaldende blomster i danske haver. Den er nem at dyrke og findes i en mangfoldighed af farver, former og størrelser, så enhver må kunne finde netop den dahlia, som han eller hun vil elske.
Nogle mennesker undgår dahliaer, fordi knoldene ikke tåler den danske vinter, og derfor skal graves op efter første nattefrost. Selvfølgelig ligger der et arbejde i dette, men det må ikke afholde nogen fra at forsøge sig med en enkelt plante eller to… eller mange. Gider man ikke grave knoldene op, kan man betragte dem som sommerblomster og starte næste sæson med nye stiklinger eller knolde.
Vælger man de enkeltblomstrende, beskedne dahliaer kan de glimrende plantes i staudebedet, da de let falder ind med bedets mange andre blomster. Er man mere til de store, bombastiske typer, er det nok klogt at holde dem i en selvstændig gruppe.
Kik rundt på siden her, besøg blomstergalleriet og prøv dig frem. Når du har set den første dahlia blomstre i din have og plukket buketter af den hele sensommeren igennem, må du nok overgive dig, og så håber vi at se dig som medlem i Dansk Dahlia Selskab.
Rigtig god fornøjelse
Info til medlemmer
Se nærmere Under Kommende arrangementer.
Knoldebytte, Blomstermarked, Rosenkåring mm. kan også ses på Kommende arrangementer.