Skip to main content

Dahliatyper Dahliatyper

Dahlianavne

Dahlianavne

Nu har vi snart overstået den tid på året, hvor vejret ikke opfordrer til udendørs arbejde, og hvor de sidste dahliaknolde er lagt på hylder i kælderen. Billeder af årets blomster er sat i orden, næste års stiklinger fra Holland er bestilt, og de udenlandske kataloger er pløjet igennem.

Hvis man stadig føler trang til at beskæftige sig med dahlia, kan man jo begynde at studere deres navne og nogle af de informationer og historier, der ligger bag. Med andre ord, hvorfor har den dahlia, man står med fået lige netop det navn?

navne01

Pink Giraffe - Foto: Jesper Kromann

Mange dahlianavne afslører den stolte forædler. Dette gøres ved at tilføje et "for- eller efternavn" også kaldet et præfiks eller et suffiks. F.eks. kalder østrigeren Peter Haslhofer næsten alle sine tiltrækninger noget med Hapet (f.eks. Hapet Fantastic eller Hapet Admiral). Det er langt færre, der bruger suffiks, men som eksempel kan nævnes hollænderen van Haaster, der bl.a. har tiltrukket Cheeky Glow eller Challenging Glow. Helt oplagt er der jo mange navne, der refererer til blomstens form eller farve. Lilac Time, Pink Giraffe og Red Velvet er gode eksempler på dette.

Mange navne dækker også over nogle, for os danskere, mere eller mindre kendte personer. Når man står i sin have og nyder den fantastiske hvid/lavendelfarvede Sir Alf Ramsey, er der næppe mange, der tænker på, at den er tænkt som en hyldest til en af de engelske fodboldspillere, der var med til at sikre England verdens-mesterskabet i 1966. Den er således navngivet i 1999 - samme år som Sir Alf Ramsey døde.

For nogle år siden kunne man i DDS' stiklingeudbud finde den orange dahlia Re-nato Tosio, der er opkaldt efter en schweizisk ishockeymålmand. Geerlings lancerede i 2005 Anna Lindh, hvilket kun var to år efter mordet på den svenske udenrigsminister af samme navn.

navne02

Sir Alf RamseyFoto: Jesper Kromann

Begivenheder har også givet inspiration til dahlianavne. Den smukke rosagule BUGA München 2005 er opkaldt efter den årligt tilbagevendende tyske haveudstilling BundesGArtenschau, der i 2005 blev afholdt i München.

En af mine egne favoritter er Hale Bopp, der blev navngivet i 1997 - selvsamme år, hvor man kunne nyde synet af den lysstærke komet Hale Bopp på nattehimlen. Når man står i haven og betragter denne lysende gule kaktus-dahlia med de spaltede spidser, er det ikke svært at forstå, hvordan Engelhardt blev inspireret til navnet. Desværre går der mere end 3000 år, før vi igen får besøg af kometen og dermed mulighed for en sammenligning.

navne03

Hale Bopp - Foto: Jesper Kromann

Så er der selvfølgelig navne, der er så specielle, at man aldrig ville kunne gætte sig frem til en forklaring. Et eksempel på dette kunne være Kenora Macop B. Den blodrøde blomst har Gordon Leroux kaldt Kenora efter det sted i Canada, hvor han blev født og Macop B efter ingredienserne i den kemo-kur, han måtte gennemgå i 1987 (Methotrexate, Adria-mycin, Cytoxan, Oncovin, Prednison, og Bleomycin).

Man kan selvfølgelig også blive ledt på vildspor i sine navnestudier. Hapet Kennedy burde jo være indlysende. En karismatisk afdød amerikansk præsident skulle vel nok være værd at opkalde en dahlia efter. Nærmere undersøgelser giver dog en anden og knap så prangende forklaring på navnet. Peter Haslhofers livsledsager Theresia spurgte hver gang hun så blomsten: "Kenn i di?" (= kenne ich die?) og vupti! Herefter navnet Hapet Kennedy.

Det er faktisk ret sjovt at lege detektiv i dahliaernes verden, og da der som bekendt findes mere end 50.000 sorter, skulle der jo være materiale nok til de næste par vintres tidsfordriv. Så prøv selv.

Jesper Kromann

navne04

Kenora Macop B - Foto: Jesper Kromann

Læs mere …Dahlianavne

Gamle dahliasorter

Gamle dahliasorter

Dansk design: møbler, porcelæn, glas m.m. - ja, der er meget, vi kan være stolte af, også af gamle dahlia sorter. Men bliver disse bevaret for eftertiden? Eller går de til? Måske var det en ide at få nogle af dem i vores sortiment.

Vi søger vel alle sammen efter nyhederne, selvom gamle sorter kan være meget bedre.

Før ventede man på forårets blomsterkataloger - nu finder vi oftest dahlia fra hele verden på ”nettet”, og køber hjem - ikke mindst nyhederne. Vi besøger dahliaparker i udlandet og dahliadyrkere i Tyskland, Schweiz, Holland, Belgien, England og Skotland. Bestiler og køber hjem, for vi har ”selvfølgelig” plads til det hele (se også artiklen fra et gammelt nummer af Dahlia Nyt, hvor A.P. cykler til Holland (side 16)).

Hvor kan man skaffe gamle dahlia-sorter i dag - danske som udenlandske?

gamledahlia01

Twiggy - Foto: Pernille Højsgaard

Claes Petersen, (søn af handelsgartner og medstifter af dansk dahlia selskab, Thorvald Petersen, ”Hollands-minde”) plejer at have gode gamle dahliasorter med, når vi holder køb-, salg-, byttedag på Rødovregård. Det kan også være, der er mulighed for at se nogle af dem i andre medlemmers haver i forbindelse med ”Åbne haver” i selskabet.

Af de gamle danske dahlia-sorter fra ”Hollandsminde” vil jeg lige nævne følgende: ”Hollandsminde”, ”Bronce Hollandsminde”, ”Mor Trein”, Kronprinsesse Ingrid”, ”Top mix” og ”Grevinde Carl Moltke”.

I Willy Mougaards dahlia-sortiment på ”Blomstergården” ved Viborg kan man også finde gode gamle dahliasorter. De første dahlia, jeg så som barn i mine bedsteforældres have, var so-ter, der stadig kan købes (selvom det er en menneskealder siden). Der var specielt tre meget stor-blomstrende: ”Dannebrog” (rød/hvid), ”Jane Cowl” (orange), og ”Severin´s Triumph” (lyserød).

Jeg havde også fornøjelsen at kende Axel Petersen, gartner i ”Virkelyst” i Stege. Han havde også mange af de gamle sorter, men nu er han ikke mere, og han og gartneriet er begge historie. Mange andre end jeg husker vel stadig flinke og hyggelige Axel. Det var altid en oplevelse at besøge ham, og høre om hans store viden, og oplevelser fra gamle dage.

Følgende gamle dahliasorter var i mit sortiment for år tilbage: ”Else Crellin”, ”Park Princess”, ”Stolze von Berlin”, ”Oslo”, ”Edinburgh”, ”Preference”, ”Dagmar Castenskiold”, ”Andries Pink”, ”Twiggy”, ”H.C. Andersen”, ”Gyldensol”, ”Solstrejf” - blot for at nævne nogle af dem. Skulle nogen være interesseret i gamle sorter, følger her navne og årstal på nogle, der stadig findes i handelen: ”Alva´s Supreme” 1956, ”Amber Queen” 1945, ”Ballego´s Glory” 1931, ”Babarrossa” 1936, ”Betty Anna” 1928, ”Bishop of Llandaf” 1927, ”Bonne Esperance” 1948, ”Bonny Blue” 1928, ”Clair de Lune” 1946, ”Doria” 1935, ”Edith Muller” 1933, ”Gerrie Hoek” 1942, ”Glory of Heemstede” 1947, ”Kidd´s Climax” 1940, ”Little Willo” 1935, ”Lois Walcher” 1939, ”Master Michael” 1931, ”Midtnight” 1945, ”Moore Place” 1955, ”My love” 1969, ”Nepos” 1958, ”Otto´s Thrill” 1956, ”Park Princess” 1959, ”Red Velvet” 1963, ”Rhonda” 1941, ”Tartan” 1951, ”Yellow baby” 1960.

 

gamledalia02

 Severins Triumph - Foto: Jørgen Møller

Læs mere …Gamle dahliasorter

Dekorative dahlia

Dekorative dahlia

Det er så absolut den gruppe af dahliablomsternes facon, der er mest omfattende rent antalsmæssigt. Blomsternes størrelse er fra ca. 12 cm. Ø til omkring 30 cm. Ø. Ganske få sorter kan dog blive endnu større - helt op til omkring 40 cm. Ø. De dekorative dahlia er opdelt i to grupper: ”Formal decorative” og ”Informal decorative”.

FD.: blomsternes kronblade er regelmæssige og afrundede, så blomsten får en ”rund” facon.

ID.: blomsternes kronblade er uregelmæssige og spidserne er tit bøjet let bagud.

 

dekorativ01

FD. Edna C. ca. 20 cm. Ø, tiltrukket i 1968 af: Comstock, US.

 

dekorativ02

FD. Evelyn Foster ca. 18 cm. Ø, tiltrukket i 1971 af: Foster, US.

 

dekorativ03

ID. Islander ca. 25 cm. Ø, tiltrukket i 1983 af: Wickey, US.

 

dekorativ04

ID. Gregers Zack ca. 15 cm. Ø, egen tiltrækning fra 2002. DK.

Nedenstående billeder er et fantastisk eksempel på en formal dekorativ. Som Øjvind oplyser, så har han aldrig set en dahlia med så flot en bagside. Her kan tilføjes, at han ved hvad han taler om. Igennem rigtig mange år har Øjvind haft dahlia som hobby, han er selv tiltrækker af mange sorter, og har flere gange været dommer på Rødovre udstillingen. Sorten der er fotograferet hedder Towns. Den er 1,7 m høj og har en diameter på 24 cm.

Denne dekorativ har en flot lukket stand, men bemærkelsværdigt er især de flade petaler, der krummer helt tilbage mod stænglen. Dette er højt prioriteret ved udstillinger i udlandet.

Towns1pix

Towns, foto Øjvind Gregersdal

Towns2pix

Towns bagfra, foto Øjvind Gregersdal

Læs mere …Dekorative dahlia

Ball og små formal dekorativ dahlia

Ball og små formal dekorativ dahlia

Størrelsen på disse to typer dahlia er ca. 8-10 cm. Ø. Forskellen på dem er opbygningen af blomstens kronblade. Balltyperne skal have fremad/indad rullede kronblade. På de formal dekorative typer er kronbladene bagud bøjet.

Balltyperne har en meget ensartet og korrekt opbygning af blomsten - en rigtig ”bogholder”-blomst.

 

Barbarry Ball G pix 

"Barbarry Ball" - tiltrukket i 191 af Davies, UK

 

Lars G pix 

 ”Lars” - egen tiltrækning af ØG fra 2004

 

De formal dekorative typer har en mere eller mindre ”løs” opbygning af blomsten:

 

 Peaches N Cream G pix

 ”Peaches-N-Cream” tiltrukket i 1993 af Blue DG, US

 

 Gdl G pix

 ”Gödölö” - import fra Østrig i 2010

 

De fire billeder (er fra dias, overført til digital medie, derfor forringet billedkvalitet), viser forskellen mellem de to blomstertyper.

Læs mere …Ball og små formal dekorativ dahlia

Chrysantemumdahlia

Chrysantemumdahlia

En lille gruppe af denne type dahlia er i det internationale dahliaregister placeret under gruppen NX = Diverse klassifikation, og går under betegnelsen: ”Novelty Fully Double”.

Spidserne på kronbladene drejer ind mod blomstens centrum og giver på den måde dette chrysantemumlook. ”Akita No Hikari” er tiltrukket i Japan i 1989 af OHTA, men udover diverse ”sport” fra ”Akita No Hikari” er der endnu ikke registreret andre crysantemumdahlia. Men mon ikke min dahlia af egen tiltrækning - ”Gregers Gitte” - godt kunne være med i det selskab?

 Akita No Hikari pix   

 Akita No Hikari

 

   Gregers Gitte G pix

 Gregers Gitte

 

”Akita No Hikari” har givet 2 ”sport” - det er ”Vancouver” og ”Yellow Akita”, ”Yellow Akita” har også givet to ”Sport”: et spættet eksemplar - ”Striped Akita” - og den flammede ”Flame Akita”.

   Vancouver G pix

 Vancouver

 

Yellow Akita G pix

 Yellow Akita

 

”Vancouver” har givet tre ”sport”: et spættet eksemplar - ”Avignon”, den rosa”Rose Vancouver” og den cremefarvede ”Creme Vancouver”. Så foreløbig tegner denne lille familie 8 eksemplarer.

 

Kan nogle af disse så købes herhjemme? Ja, i 2010 var ”Akita No Hikari”, ”Striped Akita”, ”Vancouver” og ”Avignon” at finde i dahlia-sortimentet. Ikke alle firmaer anvender hele navnet ”Akita No Hikari” men kalder den blot ”Akita”.

 

En bemærkning til denne type dahlia: blomstens størrelse er ca. 18 cm. Ø. Plantens højde er ca. 1,1 m. Blomsterne er ret kortstilkede og derfor vil en udknopning være en fordel for blomstens udvikling. Som regel dannes der 3 blomsterknopper på samme stængel - ved at fjerne de 2 yderste, så kun midterknoppen er tilbage, vil den udvikle en flot blomst.

Læs mere …Chrysantemumdahlia

Uimodståelige halskraver

Uimodståelige halskraver

Dahliaer har en fantastisk mangfoldighed, og der er noget for enhver smag. Én af vores favorittyper er halskraver. De er helt anderledes i deres udtryk end de fyldte typer. De egner sig ikke så godt til buketter, men de stråler på livet løs i haven, og de fleste gæster bliver øjeblikkeligt tiltrukket af deres charme. Vi har over 40 forskellige slags i haven.

Alle de Dahliaer, der findes i dag, nedstammer fra botaniske Dahliaer, der blev krydset. Single- og double- og pæon-typerne var de første, der dukkede op, og i 1800-tallet opnåede man de fyldte typer, der for alvor satte gang i forædlingen.

 Pooh PH pix

 Pooh. Foto: Pernille Højsgaard

En anderledes udvikling skete i Tyskland. Her blev blomster med 9 kronblade forædlet, så de store kronblade udviklede mindre kronblade, der voksede ud fra deres rod. På den måde kom de mindre kronblade til at fremstå som en halskrave inden i den ydre krans, der udgøres af de store kronblade. De store ydre kronblade er ofte tilspidsede, men er dog afrundende i visse varieteter. I nogle tilfælde havde halskraven den samme farve som den ydre ring, og i andre tilfælde var farvekontrasten ganske iøjnefaldende. Denne nye Dahlia-type blev kendt under betegnelsen ”halskraver”. De har en særlig tiltrækningskraft, og mange af dem er ret gamle. Til halskraverne tæller den helt gule Clair de Lune (1946), Chimborazo (1959 – mørkerøde kronblade og en gul halskrave), La Cierva (1939 – lilla og hvide kronblade og en hvid halskrave).

 

Halskrave-Dahliaernes udvikling

Der er to typer kronblade på halskrave-dahliaer. Den ene type er flad med afrundede ender som på Pooh og Bumble Rumple (se billede), mens andre har mere tilspidsede ender som på Show Off og Don Hill.

 

BumbleRumpekpix

Bumble Rumpel. Foto: Lars Skov

Nogle engelske forædlere har koncentreret sig om typen med de tilspidsede ender. Der er dog en ny type på vej, som vil blive kaldt stjerne-halskraver. Officielt er de ikke frigivet endnu. Men ikke desto mindre, så har vi gennem de sidste 4 år haft én halskrave, der hedder Christmas Star (se billede), og den svarer umiskendeligt til beskrivelsen af de nye stjerne-halskraver.

For et par år siden kom de første halskraver med duft, Hillcrest Fragrant og i år har vi bestilt Hy Scent hjem.

Christmas Starpix<

Christmas Star. Foto: Lars Skov

Som det seneste nye i forædlingen af halskraver har Ivor Kithener udviklet dobbelt-lagede halskraver, der har et helt andet udseende. De ligner nærmest en krydsning mellem dekorative og halskraver. Hos ” The National Collection” i England kan man købe nogle af disse dobbelt-lagede halskraver bl.a. Rita Shrimpton (se billede) og Shirley Pullman.

Rita Shrimpton

Rita Shrimpton. Foto: Pernille Højsgaard 

I Dansk Dahlia Selskab har vi efterhånden et stort udvalg, for Geerlings har selv forædlet en del slags. Hans Night Butterfly (se billede) ser ud til at være populær hos os, og den bliver nu også forhandlet hos mange andre dahlia-gartnere verden over.

Night Butterfly pix

Night Butterfly. Foto: Pernille Højsgaard

 

Kildeangivelse ”dahliaworld.com”
Lars Skov og Bjørn Rasmussen

Læs mere …Uimodståelige halskraver

Klassifikation af dahlia

Klassifikation af dahlia

De internationale bestemmelser for dahlia-blomstens størrelse er som følger:

AA (gigant) over 10" Ø
A (large)   8-10" Ø
B (medium)   6-8" Ø
BB (small)   4-6" Ø
M (miniature)  op til 4" Ø
BA (ball) over 3,5"  Ø
MB (miniature ball)    2-3,5" Ø
P (pompon) op til 2" Ø

Der findes p.t. 19 internationalt anerkendte blomsterfaconer (-typer):

FD -  Formal decorativ: fyldt blomst med flade kronblade, f.eks. ”Thomas A. Edison”

ID - Informal decorativ: fyldt blomst med flade kronblade, der i spidserne er let bagudbøjede, f.eks. ”Grand Prix”

SC - Semi cactus: fyldt blomst, hvor kronbladene er flade ved basen og i spiderne bagudbøjede, f.eks. ”Vulkan”

ST - Straight cactus: fyldt blomst, hvor kronbladene er bagudsammenrullede, f.eks. ”Shure Thing”

IC - Incurved cactus: fyldt blomst, hvor kronbladene er bagud-sammenrullede og samtidig fremadbøjede mod blomstens centrum, f.eks. ”Sarah Mae”

LAC - Laciniated: fyldt blomst, hvor kronbladene er spaltede/flossede i spidserne op til en tredjedel af hvert kronblad er delt, f. eks. ”Kenore Macop-B”

BA - Ball: fyldt blomst, hvor kronbladene er fremadrullede, f.eks. ”Cornel”

MB - Miniature Ball: afviger kun fra foregående på blomstens størrelse, f.eks. ”Robann Royal”

P - Pompon: fyldt blomst, hvor kronbladene er fremadrullede, f.eks. ”Lismore Carol”

Stellar - ”Stjernedahlia”: fyldt blomst, hvor kronbladene er fremadbøjede, f.eks. ”Red Umbrella”

WL - Waterlilly: fyldt blomst med flade kronblade, der er fremad bøjede mod blomstens centrum, f.eks. ”Sandia Melody”

PE – Peony: blomst med få rækker flade kronblade, f.eks. ”Bishop of Llandaff”

AN – Anemone: blomst med en række flade kronblade, hvor hele blomstens centrum består af små sammenrullede rørformede blade, f.eks. ”Blue Bayou”

COL - Collerette - ”Halskrave”: blomst med en enkelt række flade kronblade, samt en enkelt række mindre - tit opdelte - små blade, f.eks. ”Bumble Rumble”

S – Single: blomst med kun en række kronblade, f.eks. ”Junkyard Dog”

MS - Mignon Single: blomst, der næsten er fyldt og er under 2” Ø, f.eks. ”Topmix Violetta”

Orchid - ”Orkide”: blomst med kun en række kronblade, der er flade ved basen og hvor bladspidsen er fremadrullet, f.eks. ”Amy´s Star”

NF - Novelty fully double: fyldte blomstertyper, der ikke kan placeres blandt ovenstående, bl.a. de chrysantemum blomstrende, f.eks. ”Akita” eller blomst med en speciel farvekombination (NX – variegated bicolor).

N - Novelty open: enkeltblomstrende eller halvfylde blomster, der ikke kan placeres blandt ovenstående typer, f.eks. ”Alpen Pops”.


Farve og farvesammensætningens grundnumre er som følger:

01   (W)   hvid
02   (Y)   gul
03   (OR)   orange
04   (PK)   pink
05   (DP)   mørk pink
06   (R)   rød
07   (DR)   mørkerød
08   (L)   lavendel
09   (PR)   purpur
10   (LB)   light blend, tofarvede med lyse farver
11   (BR)   bronze
12   (FL)   flammet
13   (DB)   dark blend, tofarvede med mørke farver
14   (Variegated)   spættede
15   (Bi-color)   tofarvede med tydelig markering af kontrastfarven, f.eks. rød med hvide spidser, gul med hvide spidser osv.

Har du tiltrukket en ny dahliasort ved frøformering, og den bliver registreret og anerkendt, bliver den noteret med dine initialer, f.eks. DBN (Dearborn) samt oprindelsesland, f.eks. A= Australien, B= England, BE= Belgien, DK= Danmark,  J= Japan,  NZ= New Zealand, US= U.S.A. osv.

Et eksempel på alt det her kunne være: Bristol Stribe, A.ID.14.DBN.78.US. Det kan oversættes til:

sortsnavn: Bristol Stribe
størrelse: A (large) 8-10” Ø
facon: ID informal dekorativ
farve: 14 variegated (spættet)
tiltrækker: DBN (Dearborn)
tiltrukket år: 1978
oprindelsesland: U.S.A.

Artiklen er skrevet af Øjvind Gregersdal 2014
revideret februar 2018

Læs mere …Klassifikation af dahlia

En ud af mange (Dahlia)

En ud af mange (Dahlia)

Der findes mere end 50.000 forskellige dahlia, men man behøver ikke at have dyrket dahlia i lang tid for at finde ud af, at de bestemt ikke alle er lige gode. Opgaven er derfor at finde de bedste sorter til udplantning i bedet.

Nu kan der selvfølgelig være forskellige opfattelser af, hvad en god dahlia er, men på den anden side er der nogle generelle kvalitetskriterier, der bl.a. ligger til grund for, når man i andre lande prøvedyrker nye sorter og giver dem karakterer i forhold til, i hvor høj grad de opfylder kravene. Den bedste måde at få kendskab til de forskellige sorter er selvfølgelig at tage rundt hos andre dahliadyrkere og se planterne i løbet af vækstsæsonen. Dette lader sig jo ikke altid gøre, så derfor er det næst bedste at lytte til andres erfaringer med de forskellige sorter. Et oplagt sted at udveksle disse erfaringer er jo vores medlemsblad Dahlianyt, og derfor vil jeg gerne præsentere min yndlingsdahlia i håbet om, at andre kunne få lyst til at gøre det samme.

Elke C er en rød dahlia af dekorativtypen. Det er en relativ høj plante, der hos mig starter blomstringen, når den er omkring 110 cm, men nemt når en sluthøjde på 170 cm. Blomsten er 15-20 cm i diameter. Den er skabt af den østrigske dahliaavler Peter Hasslhofer i 2006. Han har opkaldt sorten efter Else Crocoll, der ud over at have en meget interessant hjemmeside på internettet omhandlende dahlia (http://www.crocoll.net/Dahlien/) også er den person, der står bag Peter Hasslhofers hjemmside (http://www.peters-dahlien.at/).

ElkeC

Elke C

Jeg har selv haft den siden 2009, og den står nu på 5. sæson øverst på min hitliste. Elke C har nogle oplagte fordele. Først og fremmest har den en meget smuk lysende rød farve. Nu kan det selvfølgelig altid diskuteres, hvad der er smukt, men til gengæld kan alle vist skrive under på, at det er en væsentlig kvalitet, hvis sorten laver gode stilke. På det punkt er Elke C uovertruffen. Jeg har aldrig haft en dahlia, der tilnærmelsesvis lavede så lange og kraftige stilke igennem hele vækstsæsonen. De fleste sorter starter fint ud, men får med tiden korte og blødere stilke. Elke C starter med stilke, der kan være op til 50 cm lange. Efter nogle måneders blomstring opnår de stadig en længde på 25-30 cm. Ydermere knækker de yderst sjældent ned i hårdt vejr.

For de der laver stiklinger er det værd at bemærke, at sorten er meget nem at formere og meget hurtig til at danne rødder. Det tyske dahliaselskab har testet sorten og givet den 91,3 point ud af 100 mulige. Dette er absolut en af de bedste bedømmelser, jeg har set.

ElkeCgruppepix

Elke C

Ingen roser uden torne siger man, og dette gælder også for dahliaerne. Væsentligste svaghed er knoldenes overvintring. Elke C laver ofte ret lange og tynde knolde, der efter optagning meget hurtigt begynder at tørre ud. Jeg har selv løst problemet ved hvert år at lave stiklinger på sidste års stiklingeknolde, der har overvintret i potter. På den måde er det gået fint med at bevare sorten. En anden svaghed er, at sorten ved meget regn kan få pletter på kronbladene, på samme måde som man især ser det ved hvide dahlia. Dette skal dog ikke forhindre mig i at dyrke denne specielle sort i forhåbentlig mange år fremover.

Jesper Kromann

Læs mere …En ud af mange (Dahlia)

Dahliatyper - klassifikation

Dahliatyper - klassifikation

For at kunne holde styr på alle dahlia / georgine typer er der lavet et internationalt klassifikationssystem der inddeler planterne. Systemet er godkendt i de fleste lande.
Det er ikke en botanisk inddeling, men en international klasseinddeling af havedahlia som er samlet under arten Dahlia hybrider. Det er en avlsrelateret inddeling der inddeler efter blomsterform.
Det er Det Engelske Dahlia Selskab der styrer systemet som alle dahlia kan inddeles efter, og de nedsætter kommissioner til forbedring af systemet/regelsættet. Der er i 2017 tilføjet en ny gruppe til systemet, Gruppe 15. Stellar.

Dansk Dahlia Selskab har valgt at følge dette internationale system.

 

Gruppe 1

Enkeltblomstrende

Har en enkelt ring af, for det meste, flade ensartede kronblade, der kan overlappe hinanden. I midten er en rund, flad, synlig skive.

01 265 Happy Single Wink PH 43
Happy Single Wink
01 362 Golden Margaret 43
Golden Margaret
01 GF Hemerick 43G.F. Hemerick

 

Gruppe 2

Anemoneblomstrende

Har en eller flere ydre ringe af kronblade, der normalt er flade og kan overlappe hinanden. I midten er der en tæt gruppe rørformede buketter. Der er ingen synlig skive. 

02 324 Blue Bajou 43
Blue Bayou
 

 

 

Gruppe 3

Halskrave dahlia

Har en enkelt ydre ring af kronblade, der normalt er flade og overlapper hinanden. I midten er en rund, flad, synlig skive, der er omkranset af små kronblade som sammen danner en ekstra indre ring, der ofte har en anden farve end de store kronblade.

03 307 Clair de Lune 43
Clair De Lune
03 187 Collerette Queen  HP 43
Collerette Queen
 
03 186 Night Butterfly 43
Night Butterfly
 

 

Gruppe 4

Åkande dahlia

Har helt fyldte blomster og har ingen skive.  Kronbladene er flade eller let indad rullede langs deres længdeakse og kronerne ligner en åkandeblomst.

04 254 Bracken Ballerina PH 43
Bracken Ballerina
04 270 Apricot Desire PH 43
Apricot Desire
04 Crene de Cassis 43Creme de Cassis

 

Gruppe 5

Dekorativ dahlia

Har helt fyldte blomster og kan vise nogen skive.  Kronbladene er generelt brede og flade og kan være indad rullede i ikke mere end 75 % af deres længdeakse eller svagt snoet, og er som regel ligeud pegede. Kronbladene har spidse eller afrundede ydre ender. 

05 151 Cafe au Lait PH 43
Café Au Lait
05 369 Bargely Blush 43
FBargely Blush
05 423 Arabian Night 43Arabien Night

 

Gruppe 6

Ball dahlia

Har helt fyldte blomster som er kugleformede eller let fladtrykte og viser ingen skive. Kronbladene har runde spidser og er spiralt fordelt omkring blomsten. Kronbladene rulles fra skiven i mindst 75 % af deres længde. Blomsten er lukket tilbage til stammen.

06 319 Camelia 43
Camelia
06 341 Jowey Linda 43
Jowey Linda
06 514 Marbel Ball 43Marbel Ball

 

Gruppe 7

Pompon dahlia

Har helt fyldte kugleformede blomstrer i miniaturestørrelse, under 55 mm, med indad rullede blade stort set langs hele deres længdeakse og viser ingen skive. Blomsten er lukket tilbage til stammen.

07 101 oreti duke PH 43Oreti Duke 07 142 First Lady 43First Lady 07 331 Hapet Pom 43Hapet Pom

 

Gruppe 8

Kaktus dahlia

Har helt fyldte blomster. Kronbladene er normalt strittende, og størstedelen smalle og indad rullede i 65 % eller mere af deres længdeakse og er enten lige eller indadbuet.

08 042 Queeny 43Queeny
08 238 Karma Sangria 43Karma Sangria 08 405 Alfred Grille 43Alfred Grille

 

Gruppe 9

Semikaktus dahlia

Har helt fyldte blomster. Kronbladene er normalt spidse og indad rullede i mere end 25 % og mindre end 65 % af deres længde og er brede ved basis og enten lige eller indadbuet.

09 002 Gelber Vulcan 43
Gelber Vulcan
09 492 Chantal 43
Chantal
 

 

Gruppe 10

Diverse dahlia

Denne gruppe omfatter typer af flere dahlia / georginer.
Her er varianter, som ikke falder ind typen 1 - 9 inklusive og type 11 - 15 inklusive, fx TIDSEL Georginer osv.

     

 

Gruppe 11

Frynsede / Fligede dahlia

Har helt fyldte blomster, hvor spidserne af kronbladene bør være splittede eller takkede i to eller flere afdelinger, ensartet i hele blomsten for at vise en samlet frynset effekt. Kronbladene kan være flade, indad rullet, tilbagerullet, lige, indadbuet eller snoet.

11 046 Jennie 43
Jennie
11 112 Jeannie Leroux 43
Jeannie Leroux
11 124 Snoho Wonder 43Snoho Wonder

 

Gruppe 12

Stjerne dahlia

Stjerne dahlia (tidligere Enkel orkidé) har blomster med få kronblade i en enkelt ydre ring som omgiver skiven. Kronbladene er ensartet enten indadbuet eller udadbuet.

340 HonkaHonka     

 

Gruppe 13

Dobbelt Orkidé dahlia

Har helt fyldte blomster og har trekantede centre. Der vises ingen skive. Kronblade er snævert lanse formet og enten indad- eller udadbuet.

452 GiraffeGiraffe    

 

Gruppe 14

Pæon dahlia

Har flere to eller flere ringe af kronblade som omgiver en skive. Kronbladene er flade eller svagt indadbuet på basen eller er flade og til en vis grad udadbuet.

308 FascinationFascination 469 Bishop of CanterburyBishop of Canterbury  

 

Gruppe 15

Stellar dahlia

Har helt fyldte blomster, der ikke viser nogen skive. Kronbladene er lange og smalle i hele længden og tilspidset ende er foretrukket. Der er plads mellem kronbladene i hver af rækkerne og de er ensartet og regelmæssigt arrangeret. Alle kronblade er delvist indad rullede og viser et "U" formet tværsnit i størstedelen af deres længde. Kronbladene bøjer mod stammen og blomsterdybden skal være mere end halvdelen af diameteren og ikke større end diameteren.

218 Camano pet PHCamano Pet     

 

Klassifikationsstørrelser

Visse grupper er for klassificering blevet opdelt i relative størrelser, og disse er som følger:

Dekorative (5), Kaktus (8), Semi- Kaktus (9) og Fligede (11)

A. Gigant er normalt over 250 mm (10") i diameter.
B. Stor er normalt mellem 200 mm (8") og 250 mm (10") i diameter.
C. Mellem er normalt mellem 150 mm (6") og 200 mm (8") i diameter.
D. Små er normalt mellem 100 mm (4") og 150 mm (6") i diameter.
E. Miniature overstiger normalt ikke 100 mm (4") i diameter.

Bold dahlia (6)

A. Lille Bold er normalt mellem 100 mm (4") og 150 mm (6") i diameter.
B. Miniature Bold er normalt mellem 50 mm (2") og 100 mm (4") i diameter.

Pompon dahlia (7)

A. Stor Pompon er normalt over 50 mm (2") og ikke over 75 mm (3") i diameter.
B. Pompon er normalt højst 50 mm (2") i diameter.

Læs mere …Dahliatyper - klassifikation