Månedens tema Oktober
Så er sæsonen snart forbi.
I oktober er dagene kortere og planternes vækst vil ændre sig, der kommer ikke længere så mange blomsterknopper i takt med at det bliver koldere, men knolden vil blive ved med at vokse lige til der kommer nattefrost. I de fleste egne af Danmark kommer den første frost typisk lige omkring den fuldmåne, der ligger i oktober. Som regel kommer der kun en enkelt nats frost, men det er også tilstrækkeligt, lige så flot haven kan fremstå om aftenen, lige så sort og trist ser det den uden efter den første nattefrost. Enkelte år, hvis der kun varsles let nattefrost, så er det muligt at redde blomsterne fra den første frost. Læg fiberdug ud over bedet inden det bliver mørkt, og sæt fiberdugen fast på stænglerene med klemmer på strategisk gode steder, for ellers er der risiko for at fiberdugen blæser af. Næste dag, lidt op ad dagen når rimen er forsvundet, fjernes fiberdugen. Hvis man er heldig, har der så kun været et lag rim ovenpå fiberdugen, og blomsterne er stadig lige så flotte.
Hvis der loves et par graders frost, er det ikke sikkert at overdækning er nok, men et andet tip for at kunne have blomsterne længere, er at fjerne knopper fra bedene. Alle knopper der er lige ved at åbne sig (ikke de helt små, dem er der ikke held med - men dem hvor man lige kan se farven) klippes af, og sættes i en spand med lidt vand i bunden på et mørkt og køligt sted. Kig til spandene et par gange om ugen, og tag blomsterne fra efterhånden som de åbner sig mere og mere. Når de kommer op i en varm stue vil de springe helt ud. Husk at skifte vandet i spandene hver gang du tager nye blomster fra. På denne måde kan det lade sig gøre at have friske blomster i vaser op til ca. 1 måned efter at alle bedene er frosset ned.
Når så frosten er kommet, er det helt sikkert, at nu er det slut. Lad bare en gang nattefrost tage pynten af dem, men herefter skal man igang med opgravningen. Har man net over knoldene er det lettes at klippe stængleren af over nettet, fjerne nettet og herefter grave knoldene op. Dog skal man ikke klippe det øverste af stængleren af, før samme dag som knoldene skal graves op. Hvis man klipper af den ene dag, for at grave op den næste, er der mulighed for at de hule stængler fyldes med vand med fare for at det fremmer at knolden rådner. Når man klipper resten af stængler af, kan man i første omgang klipper dem ned til 10-15 cm.
Knolden graves lettest op med en greb, sæt greben ned et stykke fra knolden, for det er utroligt hvor store knoldene kan blive i løbet af sommeren. Herefter kan knolden (hvis den ikke er alt for stor) vippes op. Ryst så meget af jorden af som muligt og læg knolden til tørre. Er der ikke lovet yderligere frost kan det ske på græspænen, men ellers overdækket i et drivhus, carport, garage fyrkælder eller lignende. Er knoldene meget våde, og er der vand i stænglerne, så læg dem på siden eller på hovedet, så vandet kan løbe ud. Det er meget vigtig, at knoldene er helt tørre, inden de lægges i vinterhi, så minimum et par dage skal de ligge, gerne længere ved større knolde. Når knoldene er tørret godt, klippes resten af stænglen af, så stabben er ca 2-3 cm lang.
Nogle vælger at spule alle knolde, så de er helt rene og alt jord er fjernet, herved er det letter at se, hvilke dele af knolden der er råden og skal fjernes, ligesom der så heller ikke er nogen gemmesteder for regnorme eller ørentviste.
Held og lykke med opgravningen.