Af Camilla Plum, kogekone og forfatter, Fuglebjerggaard

Man tror det er løgn, men også georginer, Dahlia, er spiselige, både blomsterblade og rødder. Rødderne blev oprindeligt taget med tilbage fra den nye verden af Columbus både som pryd-plante og som et spiseligt alternativ til andre rodfrugter. Georginer stammer fra Mexico og omegn, og indianerne spiste dem i stor stil. I betragtning af hvor mange rødder, der kommer på en velpasset georgine, er der faktisk tale om en mulighed, Visse år har især mine gule georginer givet større udbytte end mine kartofler, Sandheden først, de smager fint, og ligesom andre tropiske rodknolde som taro, tannia og yams har de en neutral stivelsessmag, de indeholder meget inulin ligesom artiskokker, jordskokker og japansk burrerod. Det vil sige, at det aldrig bliver en stor delikatesse, men de er rigtig sjove at prøve.

Buga - Foto: Jesper Kromann

Georginesalat

Skrub pæne, hele rodknolde med en børste og kog dem i rigeligt, saltet vand, til de er møre, cirka 30 min. Måske mere. Pil/skræl dem, og skær dem i skiver eller stave. Nogle knolde er meget trevlede, det er som regel ikke hele knolden, men kan skæres fra. Herfra kan de findeles og bruges i salater. Salaten pyntes med georgineblomster, f.eks. Dahlia ”Arabian Night”, og får en almindelig olivenolie/eddikedressing.

Teksten er et uddrag af Camilla Plums bog Blomstrende mad, som er udkommet i oktober 2008 på Politikens Forlag. Bogen er illustreret med smukke fotos af Anne Li Engström.

Severins Triumph - Foto: Grethe Nielsen

Foråret 2003 fik jeg foræret 12 dahliaknolde af min nabo, og det skulle blive starten på et nyt kærlighedsforhold.

Tidligere havde jeg dårligt bemærket denne plante. Jeg vidste den eksisterede. Men al denne graven op og ned forhindrede ethvert nærmere bekendtskab, interessen befandt sig simpelthen på nulpunktet.

Nu havde jeg imidlertid fået disse knolde forærende og det mindste jeg kunne gøre var, at lægge dem i jorden. Her lå de så i nogle uger og minsandten om de ikke tittede frem og voksede sig store og mægtige og blomstrede i månedsvis. Det var nok til at smelte mit hjerte og da frosten kom, blev knoldene gravet op og lagt, efter et råd læst i et dameblad, i en gammel kummefryser hvor de kunne ligge i hi vinteren over.

Dameblade er muligvis ikke stærke udi haveråd., for da foråret kom og boksen blev åbnet, lå der en grødet masse i bunde af fryseren og Thomas A. Edison og Julio var ikke mere!

Thomas Edison

Nu er min nabo imidlertid ikke en hvilken som helst nabo! Han er dahliagartner og da hans marker senere samme sommer stod i fuldt flor, besluttede jeg at forsøge mig endnu engang udi den ædle dahliadyrkningskunst. Da frosten kom, kunne jeg fra markerne, hente alle de knolde jeg ønskede og herefter startede mit liv som ’dahliafreak’. Jeg blev medlem af DDS og lærte alle I andre ’nørder’ at kende…eller i hvert fald nogle af jer.

Jeg meldte mig til dekorations- og stiklingekurser og tilbød min arbejdskraft til diverse arrangementer i foreningen og har haft stor, stor glæde heraf…og forhåbentlig også gjort lidt gavn.

Min indfaldsvinkel til at skrive dette er egentlig stiklingerne. Jeg har besøgt diverse medlemmer og set deres kældre og drivhuse indrettet med lys, varmeborde, vandingsanlæg og m.m. og er blevet fascineret af alle de stiklinger de formår at fremstille. 

Foto: Jørgen Møller

Nu har jeg imidlertid ikke mulighed for at indlemme alle disse faciliteter på egen adresse og opgav på forhånd at gå ind i en stiklingeproduktion. Man havde ganske vidst forklaret mig, at mindre kunne gøre det: ”Knoldene kan sagtens stilles frem i flamingokasser et lyst sted i stuen, og senere kan stiklingerne stå i tørvepotter i vindueskarmen”. Javist! Men det er bare ikke mig. Jeg kan ikke holde ud, at gå i månedsvis og kikke på flamingokasser og tørvepotter, så det blev ganske afvist.

Jeg er valgt ind som suppleant i DDS’s bestyrelse, og så syntes jeg, at jeg trods alt måtte prøve det med stiklingerne. Jeg kan jo risikere spørgsmål fra folk, når jeg optræder på foreningens vegne hist og pist og synes derfor, at jeg må prøve alle dahliadyrkningens udfordringer på egen krop. Men etikken var stadig en belastning for mig!

Jeg fandt et par pæne, store glas- og lerfade/skåle frem. Der blev lagt lidt fugtig spagnum i bunden, en eller flere knolde oven på og faktisk så det helt dekorativt ud, især da alle de grønne skud begyndte at myldre frem.

Foto: Margaret Foverskov

Af disse få knolde har jeg fået lavet 12 stiklinger som fik lov at stå i små plastpotter, der måske ikke var helt så dekorative, men egentlig ikke gjorde så meget væsen af sig. Min stue var stadig pæn og jeg var blevet stiklingefremstiller.

Da jeg ikke er unik, kunne jeg forestille mig, at mange måske holder sig tilbage fra stiklingeeventyret af samme årsager som jeg. Men prøv det! Start i det små og oplev hvor stolt og glad man bliver for sine helt egne planter. Jeg kaster mig bestemt ud i det til næste år igen. Og så vil jeg omhyggeligt vælge knoldene ud og stiklingerne vil jeg sætte i små lerpotter. Så får jeg flere eksemplarer af mine yndlings dahliaer samtidig med, at det hele pynter op i min stue.

Margaret Foverskov

Efter at have været medlem af Dansk Dahlia Selskab i nogle år, blev jeg i foråret 2010 anmodet om at indgå i selskabets bestyrelse som suppleant. Jeg tøvede en kende inden jeg accepterede, idet jeg tænkte på ekstra arbejde og lange, kedelige møder, men endte altså med at sige JA!

At være menigt medlem i foreningen indebar, at jeg en gang om året indbetalte 150 kr. i medlemskontingent, - det gør jeg selvfølgelig stadig!

Fire gange om året modtog jeg Dahlia-Nyt – det gør jeg også stadig. Udover det, kunne jeg købe stiklinger og deltage i generalforsamlinger og afslutninger…. også privilegier der stadig gælder.

Så umiddelbart synes det måske som om, at hvor jeg før hen kunne slippe med at betale mit kontingent, få mit blad og tage imod de øvrige tilbud, skal jeg nu deltage i arrangementerne, deltage i 4 årlige bestyrelsesmøder og stille op med gratis arbejdskraft hver gang selskabet har behov for det. Nogle kunne måske spørge sig selv: Hvor er gevinsten?

OG – det er her jeg er fremme ved mit egentlige budskab. Gevinsten er nemlig glæden ved at dele sin kærlighed og interesse for dahlia med ligesindede, og tro mig, det er en rigtig stor fornøjelse.

Nu kan alle Dansk Dahlia Selskabs medlemmer jo naturligvis ikke indgå i bestyrelsen, men mindre kan måske også gøre det.

Siden jeg selv er kommet i personlig kontakt med andre dahliaelskere, har jeg tænkt en del over, hvordan alle I derude, kunne få muligheden for samme oplevelse og har i den forbindelse forestillet mig noget i denne retning:

Medlemmerne ude i lokal-områderne kunne ’rotte’ sig sammen i små enklaver, lære hinanden at kende og dele dahlia- og haveglæder. Man kunne måske hjælp hinanden med praktiske gøremål og ideer til plantning. Bytte knolde og stiklinger. Eller bare lære hinanden bedre at kende, og mødes til en snak og en kop kaffe i hinandens dahlia-haver. Vi ved vel alle hvor dejligt det er, at fremvise

noget, man selv holder af, og hvor inspirerende det kan være at se, hvordan andre har indrettet deres blomsterbede og haver.

For at komme i gang med sådanne grupper, kunne de som har lyst til at tage et initiativ, lave et indlæg i debatforum på hjemmesiden, og anmode omkringboende medlemmer til at kontakte sig, med det formål for øje, at starte en lokal-gruppe. Ud over de allerede nævnte fordele ville man, som gruppe, måske også få ideer og gøre tiltag, som selskabet kunne tage op og føre ud i livet.

For at demonstrere min tro på ideen og for at afprøve samme, vil jeg starte med at opfordre mine ”naboer” til at kontakte mig, for dannelsen af en sådan gruppe i mit lokalområde. Jeg bor i Hørsholm kommune lige på grænsen til Allerød. Hvor stort et område sådan en ”lokalforening” skal/kan dække, vil jeg lade de enkelte tage stilling til. Hvis I har lyst og synes I er tæt nok på Donsevej i Hørsholm, så ring eller skriv til:

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., telefon nr.: 3095 1760 og lad os afprøve ideen.

Jeg håber at min opfordring bliver taget op, og at jeg må få held, til at skabe en sådan gruppe og ikke mindst, at andre lader sig inspirere til at gøre ligeså.

Skriv evt. et indlæg i debatforum på hjemmesiden, om hvad I synes om ideen og bliver der dannet grupper, så skriv og fortæl om, hvordan det går og hvordan I har grebet det an.

Mange dahliahilsner

Margaret Foverskov

Fra Dahlia-Nyt februar 2009

November 2007 drog vi mod Valsted for at afhente Inger og Hermans store georgine-samling. Der blev gravet op. sorteret og fyldt i sække. Så hjem til Sønderjylland igen.

Der blev alle knoldene læsset ind i stalden, hvor de fik lov at tørre og derefter i kasser. Nu skal det lige siges, at vi aldrig har ejet en georgine før, hvis der skulle have sneget sig en ind i haven, har den også fået lov til at blive der vinteren over.

Men efter at have været på havebesøg hos Inger og Hermann, hvilket blev gentaget gang på gang, ikke kun på grund af deres store viden om planter, men også fordi de selv er nogle vidunderlige ”planter”, da blev vi så betaget af den pragt og tog med stor ærbødighed og tak imod deres store samling, da de mente, at tiden var inde til at stoppe.Vi fik også meldt os ind i foreningen her, som Inger havde sagt, vi skulle gøre.

Thomas A. Edison

Og om de ikke alle overlevede vinteren? – vores store skræk var jo, at de skulle gå til. Hvilken pragt vi har haft hele sommeren, vi blev helt euforiske, når vi gik i haven og opdagede den ene nye blomst efter den anden. Op til 2 meter høje stod de, og heldigvis beskyttet af en høj hæk.

Vi talte om at begynde at grave dem op i oktober, men hver gang stoppede vi, hvem kan nænne at grave en plante op, der står i fuldt flor. Så kom frosten, og nu er vi i fuld gang med at grave op, vaske og lægge til tørre. Vores jord er desværre ikke så let som i Nordjylland, så det er ikke nok med at ryste dem rene. Men kraft må der være i jorden, med den højde og blomsterpragt, de alle fik.

Et stort arbejde ja, men bliver det for surt, er det lige man skal sende tankerne tilbage til sommeren, så glæder man sig som et lille barn til næste år. Nu er det prøvet med succes og næste år er det, vi skal prøve bestøve selv, få lavet rionet eller lignende, det har vi så hele vinteren til at planlægge, og nej hvor jeg glæder mig til foråret.

Allen og Else, Åbenrå

Ja – her gik man og troede, at Monet ”kun” malede åkander og iris – men det viser sig faktisk, at han også har begået et par stykker med vores allesammens yndlingsblomst! Først om maleren: blandt kunstkendere turde det være almindelig kendt, at Claude Monet (1840-1926) – søn af en parisisk købmand – begyndte sin karriere som karikaturtegner. Senere opnåede han stor berømmelse som en hovedskikkelse blandt impressionisterne – og som gartner og have-planlægger.

Vi andre dødelige ved jo da i alt fald, at han havde en stor have i Giverny, og at han her malede hele oceaner af åkander og spandevis af iris. Det er nok mindre kendt, at han, mens han boede i Argenteuil, malede et par flotte billeder af dahliaer i deres rette omgivelser: i store bede nemlig ”The Garden at Argenteuil” og ”Jeunnes filles dans un massif de dahlias” – de kan findes på ”nettet” under disse navne.

Flere af de andre impressionister (Matisse, Cezanne, Renoir og Dyf) malede også dahlia – men i buketter – og de ER nu flottest på friland, som Monet malede dem. Det skal siges, at Monet også malede både valmuer, syrener og chrysantemum på friland, og det vil nok være en tilsnigelse at påstå, at dahlia var hans yndlinge – men måske var det en ide med en Monet-plakat til stuen og/eller dit planterum?

Allan Wright

2014

Jeg har længe overvejet at skrive en artikel til Dahlia-Nyt, fordi jeg simpelthen har oplevet noget fantastisk med mine dahliaer i det forgangne år. Som nyt medlem, har kun været i foreningen i et år, bliver jeg nødt til at fortælle om min begejstring for denne smukke, holdbare og vidunderlige plante, som har givet mig et helt fantastisk blomsterår.

For mine dahliaer har bare blomstret og blomstret og blomstret. De sidste sagde sørgmodigt farvel engang i det sene efterår og blev gravet op den 17. november. Det ved jeg for det var min fødselsdag og mine dahliaer gav mig en dejlig gave, som ingen anden plante kunne give mig.

Det vender jeg tilbage til. Først lidt om de ting som satte det hele i gang. Jeg havde som nyt medlem bestilt mine stiklinger og så meget frem til den dag de skulle hentes, men inden da skete der en anden mærkelig ting. Jeg fandt en pose frø med nogle meget sjove dahliaer hos vores lokale købmand. Det må jeg da prøve tænkte jeg, og som sagt som gjort blev de små frø sået. Jeg tror der var en 30 - 40 frø i den lille pose og jeg tænkte videre, at det nok var bedst at så dem alle sammen, for jeg mente vel, at en del af dem sikkert ikke blev til noget. Og stor var min forundring da samtlige frø spirede og voksede op. Jeg måtte dele små frøplanter ud til nabo, venner og familie og beholdte kun omkring 15 planter selv.

Gad vide om de overhovedet vil blomstre tænkte jeg og lavede et lille forsøgsbed i min gamle køkkenhave. Inden de blev plantet ud gravede jeg godt med hjemmelavet køkkenkompost ned i jorden, og så blev de små planter sat.

Jeg fik også hentet mine nye stiklinger i Rødovre og drog lykkelig hjem med min nye beholdning af omkring 15 små dahliastiklinger. Jeg havde fra min søsters forældre i Jylland ligeledes fået en del knolde, som jeg selv lavede lidt stiklinger af og sidst men ikke mindst havde jeg i min iver og begejstring købt 15 knolde fra et engelsk firma via Internettet. Så man kan godt sige at jeg gav fuld gas med min nye interesse for disse pragtfulde planter.

 De andre dahliaer fik et fint nyt bed, gravet midt i græsplænen samme efterår, og stod klar til at modtage de nye gæster.

Jeg fik dem alle i jorden og sørme om de ikke alle blomstrede på livet løs i juli/august måned. Hver dag måtte jeg ud og kigge til dem og på dem, for de var bare så fantastiske og jeg nød dem i fulde drag og bare plukkede og plukkede. Der var blomster overalt i mit hus. Min søde nabo fik smukke buketter, og jeg forærede buketter væk som værtindegave, når vi skulle nogle steder.

Det var nemlig ikke kun de nyindkøbte og stiklingerne der blomstrede, nej de små frøplanter blev store og lavede et hav af blomster i alle mulige smukke farver.

Så kom efteråret og vinteren og en kold og smådryppende novemberdag gravede vi guldet op af jorden. Jeg rensede dem godt for jord som jeg kunne, svøbte dem kærligt i avispapir, og lagde dem i avisforet flamingokasser, som jeg gennem sommeren havde samlet.

Og ja de havde lavet nogle smukke knolde, ikke kæmpe knolde som de andre, men knolde som alligevel havde en vis volumen.

Jeg ved det lyder tosset, men det var den bedste gave jeg fik på min fødselsdag. Tænk at et lille frø i løbet af så kort tid kan danne en knold! Det er da bare helt fantastisk. Sådan noget smider man ikke bare ud og lader gå til. Jeg kunne aldrig drømme om ikke at grave mine knolde op efter endt blomstring, det ville være det rene mord

Min begejstring for dahlia er bestemt ikke blevet mindre efter denne oplevelse. Det næste år vil jeg nyde alle mine dahliaer og om et års tid køber jeg sikkert nogle flere, for man skal have lidt nyt imellem de gamle. Imens vil jeg passe og pleje mine dahlia- børn som sover trygt, og se frem til foråret hvor de, når varmen kommer, skal tages frem og plantes, for endnu engang at glæde mig med al deres pragt. Jeg håber rigtig mange andre dahlia fans har oplevet det samme som jeg gjorde i 2007.

Lina Aggerholm

Da vi 6 glade dahliainteresserede danskere fra Dansk Dahlia Selskab i september 2007 drog til England for at se på dahlia, hos vel nok verdens førende dahlianation, havde vi temmelig høje forventninger. England har haft lang tradition siden 1820’erne med nye tiltrækninger, megen opmærksomhed på kvalitet, klassifikation og i særdeleshed udstillinger. The National Dahlia Society laver årligt 2 store udstillinger, en i Sydengland og en i York hvor Harrogate ligger. Derudover laver hvert et lille ”county” med respekt for sig selv også en.

The Harrogate Flowershow er et kæmpe udstillingsområde, hvor der udstilles alt muligt mellem himmel og jord, der vedrører planter, grøntsager, blomster og havetilbehør. Her udstiller så også de store specialforbund – krysantemum, roser, dahlia ect.

Det er et heldagsbesøg værd og en fantastisk oplevelse. For dahliaernes vedkommende stilles der op i 100 forskellige klasser, og når englænderne udstiller, ja så drejer det sig om perfektion. En enkelt lille fejl og så udgår man. Regler er regler.

Som det ses af fotoet så drejer det sig om hundredvis af vaser, udstillet i en messehal på dobbeltborde med 3 etager. Mest fantastisk var giganterne. Disse kæmper, der for en stor dels vedkommende var dyrket i drivhuse eller med anden overdækning for beskyttelse, og kun med det formål at udstilles! De holder alle målet over 25 cm. i diameter, hvilket nås ved udknopning.

Men også andre grupper var fantastiske, f.eks. 5 fuldstændig ens kaktus. Det var bestemt ikke for præmiernes skyld, at englænderne fra det halve land, skotter og irer havde kørt med sindrige arrangementer til støtte for hver en stilk. Generelt drejede det sig om 1 til 2 pund for at vinde en første plads. Næh, det er æren. Især skotterne drog hjem med priserne. Kun Jørgen Møller, der har været i New Zeeland havde set noget lignende.

Det blev en helt igennem fantastisk oplevelse. Udover at møde en masse søde og engagerede udstillere, lærte vi også, at ikke hvad som helst kan bruges til udstilling. Det er lidt ærgerligt, at det er de samme sorter, der går igen, nemlig dem der er mest vindende. Det gør, at udvalget af de udstillede vaser bliver snævert i hvert fald set med danske øjne. Der var bl.a. stor mangel på åkande-blomstrende, der først er ved at vinde indpas på udstillingerne nu. Skulle du have lejlighed for at besøge England midt i september, så er Harrogate noget af det ypperste for enhver have- og dahliaelsker.

Pernille Højsgaard